…men vær sød også at elske den!

To midaldrende mænd, tidligere gymnasiekammerater, mødes på gaden.

Mand 1: Hold da op, du har sgu da lagt dig ud!

Mand 2 stikker stolt den svulmende mave frem, klapper den kærligt og siger: “Ja, den har også været dyr!”

Tag nu den samme situation med to kvinder….der krammes, kindkysses og smiles. Kvinde 1 føler skam over, at hun har taget på siden gymnasietiden, den anden over ikke at have nået at få farvet sine efterhånden grå hårrødder.

Hvordan kan det være, at vi ender så forskelligt ud? Og hvorfor er skyld, skam og lavt selvværd et tema, der igen og igen dukker op i min klinik?

Lad os kigge på det.

Hvis vi følger mændene fra den første situation tilbage, til dengang de første gang fik øje på deres penis – hold da op et mirakel! Når de stolte spankulerer rundt i stuen med den som pejlemærke, grinede forældrene – og da de lærte at stå op og tisse med den, vil rosen ingen ende tage.

Når pigen i samme alder går nøgen rundt, ville der være en større sandsynlighed for, at hun bliver bedt om at tage lidt tøj på. Hvis hun oven i købet berørte sine kønsorganer, ville hun opleve, at de voksne kiggede væk eller bad hende stoppe. Piger lærer hurtigt, at kroppen er skamfuld.

Og mens drengene fortsætter ud i livet med større eller mindre fokus på sit stolte organ, så når pigerne tidligt alderen for det næste store tabu – menstruation. I skolen vil mange opleve, at drengene bliver skilt fra, når der skal undervises i emnet – en adskillende, jeg har virkelig svært ved at forstå! Hvorfor skal vi ikke lære vores drenge, hvad der sker i kvindekroppen én gang om måneden? Hvad er målet med at gøre det til kvindeviden/kvindeproblem? Mon ikke, kvinderne også var inddraget, hvis det var omvendt, og mændene havde noget at slås med en gang om måneden?

At slås med – jeg falder selv i! For hvorfor er det, at vi har så travlt med at italesætte menstruationen som besværlig og smertefuld? Fakta er, at det er den ikke for alle – og giver det egentlig mening, at vi allerede på forhånd får fortalt vore døtre, at en månedlig begivenhed de næste fyrre år er besværlig. Hvad vil der ske, hvis vi i stedet fejrede vores døtres første menstruation? Måske ville vi så slippe for at se vores medsøstre trække ærmerne ned over hånden med bindet eller tamponen på vej til toilettet!

Og nu, i en alder af 49(½), er jeg stødt ind i måske kvindernes største tabu – overgangsalderen! Hold da op! Her er der ikke meget af mændenes sportsvogne, motorcykler og yngre kærester. Til gengæld skorter det ikke på advarsler omkring hedeture, humørsvingninger, vægtøgning, nedsat sexlyst, skede-tørhed – jeg kunne blive ved. Man får lyst til selv at hoppe ud på den drivende isflage og få det afsluttet! Men helt ærlig, er det altid sådan? Kan det være, at man måske oplever lidt af det dårlige – men får masser af godt til gengæld? De historier står ikke i kø! Og jeg kan da godt mærke skammen hos mig selv, det er da ikke super sejt at se ind i, at man ikke længere er fødedygtig – men helt ærlig, vil jeg have flere børn? NEJ! Det er nemlig super lækkert at blive ældre! Man falder til ro i sig selv, nyder de små øjeblikke mere intenst, har masser af tid til egne interesser, man kan vælge til og fra i forhold til kærligheden – what´s not to like? Og følgevirkningerne? Ja, nogle er hårdt ramt, andre ikke – så hvad med, vi tog et positivt udgangspunkt og lykønskede hinanden med, at vi er kommet så langt i livet…..jeg tror på, det bedste endnu er tilbage.

Så som de sagde i 75’, da den første bog udkom: “Kvinde kend din krop” – men vær sød også at elske den!

Kærlig hilsen

Mette