Brug hjernen i parforholdet

…..fra konflikt til løsning

I alle parforhold opstår der konflikter, det er naturligt, udviklende og ikke farligt. Alligevel oplever mange par, at konflikterne bliver til skænderier, der graver grøfter og skaber splid.

Så hvordan kan vi i parforholdet lære af vores uenigheder i stedet for at ende i konflikter, der ikke rykker på noget?

En af metoderne er at kigge på, hvorfra i hjernen vi taler, når konflikterne opstår.

Hjernen er i grove træk delt i tre:

Hjernestammen – også kaldet reptilhjernen – er vores sansende hjerne. Her adskiller vi os ikke fra krybdyrene. Det er bla her, vores nervesystem udspringer fra, og det er her, vores kæmp, flygt, frys forsvar aktiveres. Hjernestammen er den del af hjernen, der sørger for vores overlevelse.

Lidt længere oppe ligger vores følende hjerne – det limbiske system. Denne del af hjernen styrer bla vores følelser og sender beskeder om, hvordan vi skal reagere på dem. Det er i det limbiske system, kærligheden har til huse.

Den sidste del af treenigheden er Neocortex – den tænkende hjerne. Det er her, vi for alvor skiller os ud fra dyrene. Denne del af hjernen er vores bevidste sind. Vi kan tænke os frem til, hvordan vi smartest muligt kan agere i situationer, og vi kan finde løsninger på komplekse problemstillinger.

En simpel måde at visualisere hjerne på er ved at knytte hånden omkring tommelfingeren. De fire rundede fingre repræsenterer nu den tænkende hjerne. Tommelfingeren gemt i midten af den knyttede hånd repræsenterer det limbiske system, der rækker ned mod håndleddet – krybdyrhjernen.

SÅ – hvis vi skal konfliktløse i parforholdet, skal vi (i modsætning til, hvad man normalt vil tænke), tale med den knyttede hånd. For at kunne kommunikere og finde løsninger, har vi brug for, at det er den tænkende hjerne, der er på arbejde. Det er med denne, vi kan lytte aktivt og finde muligheder frem for problemer.

Desværre sker der ofte det, at par i konfliktsituationen får lukket hånden op og taler ud fra det limbiske system. Her er vi i vores følelsers vold, vrede, afmagt, følelser af svigt og des lignende bliver det, vi får kommunikeret ud – og også de følelser, modparten modtager med. Her er der sjældent mulighed for løsninger, og hvad der startede som en meningsudveksling, er nu en konflikt uden vindere.

Og når vi først er i vores følelsers vold, er det nemt at hoppe endnu et trin ned af stigen. Vi rammer håndleddet, krybdyrhjernen. Vi er ikke længere bare i vores følelsers vold, vi er i overlevelses-mode, og vores forsvarsmekanismer aktiveres. Her er mulighederne at kæmpe, at flygte eller at fryse.

At kæmpe betyder ikke nødvendigvis at blive fysisk, men det betyder, at man skruer voldsomt op for retorikken og ikke længere er i kontakt med de dele af hjernen, der føler empati med den anden part. Det bliver ofte grimt og svært at vende tilbage fra!

At flygte kan i første ombæring virke som en effektiv strategi – det er bare virkelig svært at finde en løsning, hvis man ikke er til stede!

Enkelte oplever, at de “fryser”, her løber man godt nok ingen steder, men der er lukket helt af for kontakten til partneren.

Derfor er det en god ide, at man som par øver sig på at stoppe op, når konflikten lurer, og spørge sig selv: “Hvilken del af hjernen taler jeg ud fra nu?” Og hvis hånden har åbnet sig og det limbiske system begynder at røre på sig, så træk vejret dybt, stop op, tag en pause – og vend tilbage til problemet, når I igen kan tale med den knyttede hånd.

Kærlig hilsen Mette

Parterapi

….til den lykkelige skilsmisse.

De fleste forbinder sikkert parterapi med de situationer, hvor et par enten har besluttet sig for at blive sammen og kæmpe for forholdet, eller når man som par søger hjælp til at få afklaret, om man skal blive sammen.

Men faktisk er det også en rigtig god ide at besøge parterapeuten, når man er kommet dertil, hvor skilsmissen er en realitet og man ikke længere vil arbejde for en fælles fremtid. Især hvis der er børn.

Forhold uden børn har muligheden for at gå hver til sit og aldrig mødes igen, det står én frit for. Men så snart der er børn inde i billedet, vil man være bundet sammen resten af livet – og det er alt andet lige væsentlig mere behageligt at være bundet til et menneske, man har et godt forhold til, en én, man har ligget i åben kamp med.

Det er min erfaring fra klinikken, at de par, der vælger at gå fra hinanden, får en langt bedre skilsmisse og et efterfølgende bedre samarbejde, hvis der har været en terapeut med på sidelinjen.

Når man vælger at gå i parterapi under en skilsmisse, får man et rum, hvor de meget svære ting kan italesættes på en konstruktiv måde. Her kan man bringe de sårbare emner op som deling af børnene, eventuelle nye partnere, håb og drømme for det fremtidige samarbejde, og terapeuten hjælper til, så samtalen ikke kører af sporet, og det ender i konflikt i stedet for aftaler.

Når jeg har skilsmissepar i terapi, aftaler jeg ofte med parret, at der er emner, der ikke skal drøftes uden for terapien. Der kan i et forhold i opløsning være ting, der er så konfliktfyldte i sig selv, at det med garanti vil føre til voldsom konflikt, hvis det blev taget op hjemme. Det kan være alt fra tidligere utroskab til svigermors opførsel på fødselsdage – alle par har hver deres triggerpunkter, som de godt ved, er åbne sår. Disse emner hører så til i terapien – og kun her.

Samtidig kan parterapi hjælpe parret med at finde netop den løsning, der passer dem bedst. Min oplevelse er, at når par står i så presset en situation, som en skilsmisse er, så kan det være rigtig svært at se de gode løsninger. Par følger derfor næsten altid den gængse opskrift på feks deling af børn, det kan være 7-7 eller 10-4. I terapien er der mulighed for at stoppe op og hver især give udtryk for, hvad der er netop dette pars drøm. Måske vil man dele 7-7 og så spise sammen 2 gange om ugen, måske vil man inddrage bedsteforældrene, måske vil man dele en kolonihave…mulighederne er uendelige, men når man er presset, har man ofte brug for hjælp til at drømme.

Og så er der kommunikationen! Hvis man troede, kommunikation var svært i forholdet, så er det oftest intet i forhold til, hvad det er i en skilsmisse. Alle de små særheder, man gennem forholdet har set gennem fingre med, bliver med et omdrejningspunktet for massive konflikter. Derfor er det oftest en stor hjælp, hvis parterapeuten hjælper til med at forventningsafstemme og skrive aftaler ned. På denne måde kan mange konflikter undgås – og jo færre konflikter, man har, jo mere energi har man til at passe på sig selv, børnene og partneren i brydningstiden.

At gå i parterapi under skilsmissen er for mig en investering i fremtiden. Det er en måde at sikre både sig selv, men ikke mindst børnene, at opløsningen af familien og starten på det nye kapitel får bedst mulig grobund for at lykkes.

Knus Mette