Ovargangsalderen

….død eller levende?

Lige som jeg troede, at det mest private – og skamfulde – var at gå på vej mod toilette med et bind i hånden, blev jeg overfaldet bagfra af den helt store skam-kølle – overgangsalderen! Dette nærmest mytologiske fænomen, jeg gennem mange år havde hørt hvisket om i krogene, altid med nedadvendte mundvige og altid med en svag bæven af usikkerhed og måske angst i fortællerens stemme – overgangsalderen, kvindernes ultimative skam.

En god kammerat svarede, da jeg fortalte ham om min begyndende overgangsalder, at jeg skulle være glad for, at vi lever i det 21. århundrede. Havde det været tidligere, var jeg nok blevet skubbet ud på en isflage og overladt til mig selv. Bemærkningen faldt i sjov, men på mange måder er jeg bange for, at den rammer plet i forhold til de tanker, mange kvinder gør sig omkring denne periode. Mange oplever en følelse af tab af værdi, fordi de ikke længere kan føde børn, og derfor ikke længere bidrager til stammens overlevelse. Og på trods af, at vi ikke længere bliver skubbet ud på isflager eller efterladt i skoven, så dukker tanken om ens egen dødelighed da op – når man sidder der, gammel, udtørret og med svage knogler.

For det er vel sådan, overgangsalderen er – eller er kvinde måske kvinde værst?

Hvordan er det, vi italesætter overgangsalderen? Og hvad er det for historier, vi vælger at fortælle?

Da mine egne menstruationer (tidligt) begyndte at ebbe ud, gik jeg straks på nettet og søgte viden….hvorefter jeg tog en skovl og begyndte at grave et godt stort hul, 7 fod dyb i haven. Det krævede ikke mere end 5 minutter med Google, før jeg kunne se, at livet nu ville tage en rigtig kedelig drejning. Svedeture, humørsvingningen, hukommelsesproblemer, knogleskørhed, tørre slimhinder, manglende sexlyst, træthed, kløe, inkontinens, opsvulmethed, vægtøgning….listen blev ved og ved. Heldigvis er Google dog så snedigt indrettet, at allerede efter et par enkelte klik på links blev Facebook og mail oversvømmet af reklamer for diverse produkter, der kunne – om end ikke kurere, så afhjælpe denne forfærdentlige tilstand.

Men behøver det at være sådan?

Hvis vi kigger på ordet overgangs-alder, så ligger der i det, at det er alderen, hvor vi overgår til noget andet. Men det behøver vel ikke nødvendigvis at betyde noget dårligt? Som jeg husker det, så var det egentlig ok at gå fra barn til voksen, fra ikke-mor til mor, fra småbørnsmor til teenagemor eller fra trediverne til fyrrerne. Alt sammen overgange i de fleste kvinders liv.

Ja, det er rigtigt, at vi så ikke længere kan reproducere os, men helt ærligt, er vi ikke kommet forbi det stadie, hvor en kvindes værdi måles på bredden af hendes hofter?

Det er også rigtigt, at mange kvinder oplever store gener i disse år, det vil jeg på ingen måde hverken undervurdere eller tale ned – min pointe er bare, at det faktisk ikke er alle. Alligevel brugte jeg, efter min rundtur på Google, 3 år på at vente på den helt store kropslige nedtur, som nødvendigvis måtte komme. Det gjorde den bare ikke, og en dag opdagede jeg, at jeg ikke længere var i overgangsalderen, men faktisk også forbi den. Jeg har sikkert været heldig ikke at have gener, men mon ikke, der er flere end mig, der oplever dette? Hvad vil det gøre for fortællingen, hvis vi til de yngre kvinder OGSÅ fortæller historien med et positivt fortegn?

For der er masser af godt at sige om den nye tid. Først og fremmest hviler man endelig i sig selv. Man kender sine svagheder og sine styrker – og er for øvrigt fuldstændig ligeglad med, om andre kender dem. Mange kvinder finder ro i det nære, man er mere tilbøjelig til at finde glæde i de ting, der interesserer én, men som man ikke før har prioriteret. Arbejdsmæssigt kan man høste frugterne af de mange års arbejde. Pludselig er man ikke længere hende, der spørger om hjælp, men hende, der spørges. Arbejdslivet kan ofte tilrettelægges efter eget behov, man er ikke afhængig af daginstitutioners åbningstider og  den sorte mor-samvittighed er løftet fra ens skuldre. Og sexlystens død er for de fleste kvinder en skrøne – tværtimod oplever jeg, at kvinder efter overgangsalderen tager ansvaret for egen lyst og også opsøger nye eventyr.

Alt i alt er det faktisk ret fedt at sidde på den isflage, så lad bare champagnepropperne springe og kig endelig forbi!

Knus Mette

Brug hjernen i parforholdet

…..fra konflikt til løsning

I alle parforhold opstår der konflikter, det er naturligt, udviklende og ikke farligt. Alligevel oplever mange par, at konflikterne bliver til skænderier, der graver grøfter og skaber splid.

Så hvordan kan vi i parforholdet lære af vores uenigheder i stedet for at ende i konflikter, der ikke rykker på noget?

En af metoderne er at kigge på, hvorfra i hjernen vi taler, når konflikterne opstår.

Hjernen er i grove træk delt i tre:

Hjernestammen – også kaldet reptilhjernen – er vores sansende hjerne. Her adskiller vi os ikke fra krybdyrene. Det er bla her, vores nervesystem udspringer fra, og det er her, vores kæmp, flygt, frys forsvar aktiveres. Hjernestammen er den del af hjernen, der sørger for vores overlevelse.

Lidt længere oppe ligger vores følende hjerne – det limbiske system. Denne del af hjernen styrer bla vores følelser og sender beskeder om, hvordan vi skal reagere på dem. Det er i det limbiske system, kærligheden har til huse.

Den sidste del af treenigheden er Neocortex – den tænkende hjerne. Det er her, vi for alvor skiller os ud fra dyrene. Denne del af hjernen er vores bevidste sind. Vi kan tænke os frem til, hvordan vi smartest muligt kan agere i situationer, og vi kan finde løsninger på komplekse problemstillinger.

En simpel måde at visualisere hjerne på er ved at knytte hånden omkring tommelfingeren. De fire rundede fingre repræsenterer nu den tænkende hjerne. Tommelfingeren gemt i midten af den knyttede hånd repræsenterer det limbiske system, der rækker ned mod håndleddet – krybdyrhjernen.

SÅ – hvis vi skal konfliktløse i parforholdet, skal vi (i modsætning til, hvad man normalt vil tænke), tale med den knyttede hånd. For at kunne kommunikere og finde løsninger, har vi brug for, at det er den tænkende hjerne, der er på arbejde. Det er med denne, vi kan lytte aktivt og finde muligheder frem for problemer.

Desværre sker der ofte det, at par i konfliktsituationen får lukket hånden op og taler ud fra det limbiske system. Her er vi i vores følelsers vold, vrede, afmagt, følelser af svigt og des lignende bliver det, vi får kommunikeret ud – og også de følelser, modparten modtager med. Her er der sjældent mulighed for løsninger, og hvad der startede som en meningsudveksling, er nu en konflikt uden vindere.

Og når vi først er i vores følelsers vold, er det nemt at hoppe endnu et trin ned af stigen. Vi rammer håndleddet, krybdyrhjernen. Vi er ikke længere bare i vores følelsers vold, vi er i overlevelses-mode, og vores forsvarsmekanismer aktiveres. Her er mulighederne at kæmpe, at flygte eller at fryse.

At kæmpe betyder ikke nødvendigvis at blive fysisk, men det betyder, at man skruer voldsomt op for retorikken og ikke længere er i kontakt med de dele af hjernen, der føler empati med den anden part. Det bliver ofte grimt og svært at vende tilbage fra!

At flygte kan i første ombæring virke som en effektiv strategi – det er bare virkelig svært at finde en løsning, hvis man ikke er til stede!

Enkelte oplever, at de “fryser”, her løber man godt nok ingen steder, men der er lukket helt af for kontakten til partneren.

Derfor er det en god ide, at man som par øver sig på at stoppe op, når konflikten lurer, og spørge sig selv: “Hvilken del af hjernen taler jeg ud fra nu?” Og hvis hånden har åbnet sig og det limbiske system begynder at røre på sig, så træk vejret dybt, stop op, tag en pause – og vend tilbage til problemet, når I igen kan tale med den knyttede hånd.

Kærlig hilsen Mette

“Kvinde kend din krop”

…men vær sød også at elske den!

To midaldrende mænd, tidligere gymnasiekammerater, mødes på gaden.

Mand 1: Hold da op, du har sgu da lagt dig ud!

Mand 2 stikker stolt den svulmende mave frem, klapper den kærligt og siger: “Ja, den har også været dyr!”

Tag nu den samme situation med to kvinder….der krammes, kindkysses og smiles. Kvinde 1 føler skam over, at hun har taget på siden gymnasietiden, den anden over ikke at have nået at få farvet sine efterhånden grå hårrødder.

Hvordan kan det være, at vi ender så forskelligt ud? Og hvorfor er skyld, skam og lavt selvværd et tema, der igen og igen dukker op i min klinik?

Lad os kigge på det.

Hvis vi følger mændene fra den første situation tilbage, til dengang de første gang fik øje på deres penis – hold da op et mirakel! Når de stolte spankulerer rundt i stuen med den som pejlemærke, grinede forældrene – og da de lærte at stå op og tisse med den, vil rosen ingen ende tage.

Når pigen i samme alder går nøgen rundt, ville der være en større sandsynlighed for, at hun bliver bedt om at tage lidt tøj på. Hvis hun oven i købet berørte sine kønsorganer, ville hun opleve, at de voksne kiggede væk eller bad hende stoppe. Piger lærer hurtigt, at kroppen er skamfuld.

Og mens drengene fortsætter ud i livet med større eller mindre fokus på sit stolte organ, så når pigerne tidligt alderen for det næste store tabu – menstruation. I skolen vil mange opleve, at drengene bliver skilt fra, når der skal undervises i emnet – en adskillende, jeg har virkelig svært ved at forstå! Hvorfor skal vi ikke lære vores drenge, hvad der sker i kvindekroppen én gang om måneden? Hvad er målet med at gøre det til kvindeviden/kvindeproblem? Mon ikke, kvinderne også var inddraget, hvis det var omvendt, og mændene havde noget at slås med en gang om måneden?

At slås med – jeg falder selv i! For hvorfor er det, at vi har så travlt med at italesætte menstruationen som besværlig og smertefuld? Fakta er, at det er den ikke for alle – og giver det egentlig mening, at vi allerede på forhånd får fortalt vore døtre, at en månedlig begivenhed de næste fyrre år er besværlig. Hvad vil der ske, hvis vi i stedet fejrede vores døtres første menstruation? Måske ville vi så slippe for at se vores medsøstre trække ærmerne ned over hånden med bindet eller tamponen på vej til toilettet!

Og nu, i en alder af 49(½), er jeg stødt ind i måske kvindernes største tabu – overgangsalderen! Hold da op! Her er der ikke meget af mændenes sportsvogne, motorcykler og yngre kærester. Til gengæld skorter det ikke på advarsler omkring hedeture, humørsvingninger, vægtøgning, nedsat sexlyst, skede-tørhed – jeg kunne blive ved. Man får lyst til selv at hoppe ud på den drivende isflage og få det afsluttet! Men helt ærlig, er det altid sådan? Kan det være, at man måske oplever lidt af det dårlige – men får masser af godt til gengæld? De historier står ikke i kø! Og jeg kan da godt mærke skammen hos mig selv, det er da ikke super sejt at se ind i, at man ikke længere er fødedygtig – men helt ærlig, vil jeg have flere børn? NEJ! Det er nemlig super lækkert at blive ældre! Man falder til ro i sig selv, nyder de små øjeblikke mere intenst, har masser af tid til egne interesser, man kan vælge til og fra i forhold til kærligheden – what´s not to like? Og følgevirkningerne? Ja, nogle er hårdt ramt, andre ikke – så hvad med, vi tog et positivt udgangspunkt og lykønskede hinanden med, at vi er kommet så langt i livet…..jeg tror på, det bedste endnu er tilbage.

Så som de sagde i 75’, da den første bog udkom: “Kvinde kend din krop” – men vær sød også at elske den!

Kærlig hilsen

Mette

Parterapi

….til den lykkelige skilsmisse.

De fleste forbinder sikkert parterapi med de situationer, hvor et par enten har besluttet sig for at blive sammen og kæmpe for forholdet, eller når man som par søger hjælp til at få afklaret, om man skal blive sammen.

Men faktisk er det også en rigtig god ide at besøge parterapeuten, når man er kommet dertil, hvor skilsmissen er en realitet og man ikke længere vil arbejde for en fælles fremtid. Især hvis der er børn.

Forhold uden børn har muligheden for at gå hver til sit og aldrig mødes igen, det står én frit for. Men så snart der er børn inde i billedet, vil man være bundet sammen resten af livet – og det er alt andet lige væsentlig mere behageligt at være bundet til et menneske, man har et godt forhold til, en én, man har ligget i åben kamp med.

Det er min erfaring fra klinikken, at de par, der vælger at gå fra hinanden, får en langt bedre skilsmisse og et efterfølgende bedre samarbejde, hvis der har været en terapeut med på sidelinjen.

Når man vælger at gå i parterapi under en skilsmisse, får man et rum, hvor de meget svære ting kan italesættes på en konstruktiv måde. Her kan man bringe de sårbare emner op som deling af børnene, eventuelle nye partnere, håb og drømme for det fremtidige samarbejde, og terapeuten hjælper til, så samtalen ikke kører af sporet, og det ender i konflikt i stedet for aftaler.

Når jeg har skilsmissepar i terapi, aftaler jeg ofte med parret, at der er emner, der ikke skal drøftes uden for terapien. Der kan i et forhold i opløsning være ting, der er så konfliktfyldte i sig selv, at det med garanti vil føre til voldsom konflikt, hvis det blev taget op hjemme. Det kan være alt fra tidligere utroskab til svigermors opførsel på fødselsdage – alle par har hver deres triggerpunkter, som de godt ved, er åbne sår. Disse emner hører så til i terapien – og kun her.

Samtidig kan parterapi hjælpe parret med at finde netop den løsning, der passer dem bedst. Min oplevelse er, at når par står i så presset en situation, som en skilsmisse er, så kan det være rigtig svært at se de gode løsninger. Par følger derfor næsten altid den gængse opskrift på feks deling af børn, det kan være 7-7 eller 10-4. I terapien er der mulighed for at stoppe op og hver især give udtryk for, hvad der er netop dette pars drøm. Måske vil man dele 7-7 og så spise sammen 2 gange om ugen, måske vil man inddrage bedsteforældrene, måske vil man dele en kolonihave…mulighederne er uendelige, men når man er presset, har man ofte brug for hjælp til at drømme.

Og så er der kommunikationen! Hvis man troede, kommunikation var svært i forholdet, så er det oftest intet i forhold til, hvad det er i en skilsmisse. Alle de små særheder, man gennem forholdet har set gennem fingre med, bliver med et omdrejningspunktet for massive konflikter. Derfor er det oftest en stor hjælp, hvis parterapeuten hjælper til med at forventningsafstemme og skrive aftaler ned. På denne måde kan mange konflikter undgås – og jo færre konflikter, man har, jo mere energi har man til at passe på sig selv, børnene og partneren i brydningstiden.

At gå i parterapi under skilsmissen er for mig en investering i fremtiden. Det er en måde at sikre både sig selv, men ikke mindst børnene, at opløsningen af familien og starten på det nye kapitel får bedst mulig grobund for at lykkes.

Knus Mette

Påvirker mobning den voksnes seksualitet?

…..om sammenhæng mellem mobning og senere vanskeligheder i seksualiteten

Vores seksualitet formes og ændres hele livet – vi møder nye partnere, oplever kriser, vores kroppe ændrer sig – og seksualiteten følger med og tilpasser sig. Seksualiteten er det hele menneske, det er måden, vi er i verden på og måden, vi ser os selv i samspil med andre individer. Derfor er det ikke uvæsentligt for vores seksuelle velbefindende, hvordan vores barndom og tidlige ungdom har udfoldet sig – det har afgørende betydning!

Et af de emner, som igen og igen dukker op i min klinik, er mobning i grundskolen. Der er selvfølgelig ingen, der tænker, at mobning er i orden – men gad vide, om alle ved, hvor uhyggelig stor en skade, det egentlig forvolder på offeret? Hvad sker der, når læreren, pædagogen og forældrene kigger den anden vej? For det er ikke kun en “nu og her” skade, barnet udsættes for, det er en skade, som ofte vil volde problemer for den udsatte resten af livet, og måske vil skade ofrets mulighed for fremadrettet at have en sundt og livgivende seksualitet.

Når et barn udsættes for mobning, skader det barnets selvværd, det selvværd, som den voksnes relationer skal bygges på. Barnets følelse af at være mindre værd end andre følger med op i voksenlivet, og det kan for pardannelsen og seksualiteten betyde, at den voksne ikke stiller krav til partneren. Barnet har lært, at lidt også har ret – at man trods alt skal være glad for, at en anden gider lege. Oversat til voksensprog betyder det, at man finder sig i alt for meget, det kan være fysisk og psykisk vold, ringeagt, druk, utroskab og meget andet….alt for ikke at føle sig alene igen.

Et mobbet barn har også lært, at man skal arbejde hård for at få tid inde i varmen hos de andre. Hos det nu voksne barn udvikler dette sig ofte til en pleaser-adfærd, man vil gøre alt for, at den anden part nyder det og dermed forbliver i relationen lidt endnu. Det er disse klienter, der i terapien forklarer, at det ikke er vigtigt, hvorvidt de selv nyder det intime liv med partneren – det vigtigste for dem er, at partneren har det godt! Deres egne behov er udslettet, de er ikke vigtige. Men hvad de ikke ser er, at hvis de kommer i terapien med en partner, der virkelig elsker dem, så bryder denne partner sig faktisk ikke om at høre dette. Den rigtige partner ønsker sig, at begge nyder det lige meget og kan blive frustreret over den ensidighed, der er i deres intime liv.

Men en af de største senskader, jeg ser efter mobning, er hos de voksne børn, hvis forældre og lærere ikke handlede, da barnet bad om hjælp. Et barn, der gentagne gange oplever at blive overhørt, vil over tid få forståelsen af, at det, barnet føler, måske slet ikke er rigtigt. Mobningen kan jo ikke være så slem, når de voksne ikke reagerer….vel? Kan man så overhovedet stole på, hvad man føler? For en voksen kan dette betyde, at man igen og igen lader andre træde ind over sine grænser – desværre også de seksuelle. Man er blevet så meget i tvivl om, hvorvidt man kan stole på de signaler, kroppen sender, at man slet ikke lytter mere. Derfor tillader man også sin sexpartner at gå ned af stier, man faktisk slet ikke bryder sig om – og jo oftere man gør det, jo sværere bliver det for kroppen at råbe hjernen op. Til sidst ved man slet ikke, hvad man selv kan lide eller ikke – og så er man virkelig i vanskeligheder!

Det er hårdt arbejde, for de klienter, der kommer med mobning i bagagen. Jeg elsker de dage i klinikken, hvor en klient kommer og har rettet ryggen og sagt fra, har sagt nej, har markeret en grænse – så er vi på rette vej! Og jeg respekterer dem dybt, for jeg har set hvilket kæmpe stykke arbejde, der ligger bag – og jeg har set den uendelige sorg, der følger med mobningen.

Så helt ærlig….lærere, pædagoger, forældre og andre voksne…..skal vi sammen forsøge at gøre det bedre?

Knus Mette